Udlejning af sommerhus – dækker din forsikring?

29. maj 2020 07:30
Når du lejer dit sommerhushus ud, dækker din fritidshusforsikring eksempelvis brand- og vandskader, præcis som hvis du selv bor i huset. Men du skal være opmærksom på, at der kan være en række forhold, hvor forsikringen ikke dækker - f.eks. hvis lejeren ødelægger hus eller inventar. Derfor kan du være nødsaget til at sikre dig på anden vis.

Huslejetab:

Hvis dit sommerhus bliver ubeboeligt på grund af en forsikringsdækket skade, som eksempelvis brand- eller vandskade, dækkes et dokumenteret lejetab til en vis grænse, hvis huset var eller skulle have været udlejet i perioden.

Forsikringen dækker ikke den eventuelt tabte lejeindtægt, hvis lejer melder afbud.

Skade på indbo og lejers ansvar:

Indbo, der i forbindelse med udlejning bliver ødelagt eller beskadiget, eksempelvis tabt eller ødelagt i forbindelse med hærværk, er ikke dækket af forsikringen.

Lejerens egen indboforsikring dækker typisk heller ikke skader, som lejeren har lavet på dit sommerhus/dine ting, fordi det i lejeperioden bliver sidestillet med lejerens egne ting.

Lejeren kan muligvis have en forsikring, der dækker skader på lejet feriebolig – eksempelvis på sin rejseforsikring – men du kan dog ikke være sikker på, at det er tilfældet.

Ønsker du derfor at gardere dig økonomisk mod sådanne ødelæggelser, kan det gøres gennem lejekontrakt og depositum.

____________________________________________________

Har du spørgsmål til din fritidshusforsikring eller ønsker du at få et tilbud, kan du kontakte os på tlf. 96 98 18 00 eller post@himmerland.dk.

Læs mere om fritidshusforsikring